Hun kiggede ud over klippeafsatsen,
udsigten
herfra
stjal hendes for laengst bedragede oejne
drog hende laengere vaek
fra virkeligheden og tog hende hen
til oenskeoeen
hvor havfruer laerte hende hvordan
man lever under havets overflade
her saa hun
alverdens skoenheder
legede paa overfladen til
legene bragte hende til himmels
og
hun floej
lukkede sine oejne for ikke at
blaendes
af en sol
hvis skoenhed og varme, hun aldrig
foer havde foelt
hun blev baaret af sine usynlige vinger,
som hun havde faaet foraeret af
stille hviskende stemmer,
som bad hende om at vende om
men
hun
lyttede
efter
lyden af alt hvad hun endnu ikke vidste
hun oenskede sig
hun blev forladt af sine vinger
foer
tonerne naaede hendes flakkende og
forkerte krop
da hun pludseligt maerkede en uventet smerte
aabnede hun sine oejne og saa
droemmene kysse hendes bloede laeber
men hun kunne intet foele
fordi hendes oejne
havde braendt sig paa verden og taget hende tilbage
til virkelighedens
klipper.