HENDE

Tættere på

han gik helt tæt på

Så tæt

at han ikke længere så med sine øjne

hende

da

han havde tabt sine briller på vejen

tættere på

hende

som han elskede

han rørte ved noget 

der var et dukkehus

i dukkehuset var der mange værelser

hendes hus

hendes værelser,

han vandrede lidt rundt

der var døre og vægge

hemmelige rum

låste døre

der var rum

som førhen havde været

to

der var tomme rum

der var

rum

som slog ham i maven med en knytnæve

fordi han ikke skulle nærme sig videre

det tændte hans nysgerrighed

så han endte med at få mange blå mærker

indtil rummet blev træt af

at kæmpe imod

og han blev lukket ind

i dette ene værelse

var der hverken koldt

eller varmt

her var alt

men der var intet

han blev overrasket

og han blev skuffet

ligeledes blev hendes,

da de mærkede hans hænder lede i blinde

efter hende

hendes

hendes værelser

hendes hemmelige værelser

hendes

hendes

hendes alt

hendes

gulvet forsvandt under ham

så han med et hårdt slag landede

i kælderen

stengulvet forvandlede sig

til

kviksand

og han

sank

som

et

skib

længere

ned

i

hendes

dyb

hvor huset var et hav

ingen tag over hovedet

ingen bund at gå på

hendes dukkehus

var vidst

ikke hende

men hendes 
indgange

hende. 

Øje på Øjne

Jeg synker min syvende kaffetår 
           på denne londonske café

her

omringes min fridag af seksten gennemsigtige vindueshuller

Jeg kigger ud med jævne mellemrum

Mon jeg i dag får øje på

øjne
som kan afrunde mine skarpe blikke og virkeliggøre få af mine små fantasier  

Kaffen
ætser sin vej ind i min sitrende krop og laver huller i mine
tankestrømme  

og tilbage efterlades resterne af mine
ungdomsdrømmerier

Jeg sidder og stirrer

på travle sjæle        mine øjne fyldes med had og misundelse
bliver skarpere og skarpere, hvor jeg dog inderligt håber

at du ikke skærer dig på dem.

I min krop mærkes en prikken og jeg er godt klar over,
at den skriger efter bevægelse, men jeg er
lammet for idéer og blændet af alle de øjne, som ikke

kigger på mig

Mon jeg i dag får øje på
øjne,
som kan tænde mine ildebrande,
så jeg får noget at gå for.  

Klippeafsatsen

Hun kiggede ud over klippeafsatsen,

udsigten
herfra
stjal hendes for laengst bedragede oejne

drog hende laengere vaek

fra virkeligheden og tog hende hen

til oenskeoeen

hvor havfruer laerte hende hvordan

man lever under havets overflade

her saa hun

 alverdens skoenheder

legede paa overfladen til

legene bragte hende til himmels

og 

hun floej

lukkede sine oejne for ikke at

blaendes

af en sol

hvis skoenhed og varme, hun aldrig

foer havde foelt

hun blev baaret af sine usynlige vinger,

som hun havde faaet foraeret af
stille hviskende stemmer,

som bad hende om at vende om

men

hun

lyttede

efter

lyden af alt hvad hun endnu ikke vidste

hun oenskede sig

hun blev forladt af sine vinger

foer 

tonerne naaede hendes flakkende og

forkerte krop

da hun pludseligt maerkede en uventet smerte

aabnede hun sine oejne og saa

droemmene kysse hendes bloede laeber

men hun kunne intet foele

fordi hendes oejne

havde braendt sig paa verden og taget hende tilbage

til virkelighedens 

klipper.

størst

Jeg siger,

du er størst

selvom tørsten vokser

i mine fængslende ord,

udvides mine lunger til psykadeliske bjerge

i et modstridende ønske om at begrænse      mindst
mest

muligt

i dig

du bliver kun større

end størst

i mine

forkerte

måbende

store

øjne. 

Hvem skreg så stort, at mine ører forduftede

til fjerne egne

for at dufte

til andres

parfumerier,

her er duftevandet tabt på gulvet

glasskårene ligger som bølger på

mit karikerede stengulv

var det dig der skreg

var det dig

den dag

på Nordhavn Station,

som skød mine trommehinder til forsømte

ømhedsminutter

som blev forladt til fordel

for sydøstens virvar af

dufte

lugte

var det dig, som elskede Estella

og i sidste ende

forlod hende til fordel

for indvendige kødædere, fordi dem elskede du 
ikke 
eller var det blot historien, 
som jeg endnu ikke havde færdiggjort 
for
ikke at destruere mine store forventninger 
til dig som skreg