Når vi dør

Jeg er bange, sagde hun med en stemme, der ikke var helt til at tyde.
Vi forskubber tanken om en uundgåelig evighed.


En ny død.


Hvor skal du hen, mit ego
Min far, min søster
Forsvinder blankt ud i horisonten
Hvem blev de til, da de forlod os
Hvor blev de af
En-begrænset-sol
Minder os venligt om tiden, der sætter sit aftryk overalt.
Evigheden er intetheden.
Intetheden er evigheden.
Jeg kan knap beslutte, hvad er værst.

Er vi alle dømt

Til at dø

Når min sjæl forlader os,Vil kødet stå koldt tilbage. Jeg vil bede dem brænde mig
I håb om at klaustrofobien hurtigere vil fortære sig i mig.
Hvor forbindelsen er

Mellem krop og sjæl er vi for små til at svare på. Måske endda for små til at forestille os.